Benzinprisen var højere i 1982

Journalister kan godt lide ordet ”rekord”. Det signalerer noget afgørende nyt, og når det handler om benzinpriser, der sætter rekord, er der tale om en nyhed, der lever op til tre-fire af de nyhedskriterier, man lærer om på Journalisthøjskolen.

For tiden bliver der skrevet meget om rekordhøje benzinpriser:

Problemet er bare, at der kunne skrives tilsvarende artikler om stort set alle andre varer. Vi har jo inflation, hvilket i sin kerne betyder en stigning i priserne på de varer, som den gennemsnitlige dansker forbruger. Hvis man kigger på én varegruppe, giver det derfor kun mening at tale om rekord, hvis prisen har nået det højeste niveau, når man korrigerer for inflationen. Så viser man nemlig ikke blot de løbende priser, men prisudviklingen i faste priser. Den øvelse hedder deflatering og kan ret let udføres i et regneark.

Hvis man finder de historiske benzinpriser på oliebranchens hjemmeside og sætter dem i forhold til forbrugerprisindekset hos Danmarks Statistik, får man dette diagram:

Benzinprisen var altså højere i 1982 end her i marts 2012, hvis man sammenligner i faste priser.

I en del år har deflatering været fast pensum i de analytiske fag på Journalisthøjskolen, hvor jeg selv har været med til at undervise i disciplinen. Omregningen til faste priser er da også ved at slå igennem i medierne, bl.a. takket være Ritzau, der ganske vist også bruger ordet rekord om benzinprisernes udvikling, men allerede i anden sætning tager forbeholdet: ”Det er rekord, hvis man ikke tager højde for inflation”.

Men mange journalister kunne have glæde af at kaste et blik på en kort artikel fra den journalistiske efteruddannelse, Update, før de begynder at skrive om rekorder.

Man bliver kreativ af Facebook

Det ka jeg liChefen har ingen grund til at blive vred, skuffet eller ked af det, hvis hun griber sine medarbejdere i at være på Facebook i arbejdstiden. En stor hollandsk undersøgelse er nemlig nået frem til det resultat, at brugen af sociale medier på arbejdet fremmer innovativ adfærd blandt de ansatte. Undersøgelsen er blandt andet omtalt i Nordjyske under overskriften ”Facebook giver kreative medarbejdere”.

Det er vi mange Facebook-brugere, der ikke var det mindste i tvivl om i forvejen, men til jer, der gerne vil blive i troen på, at det nu også er videnskabeligt bevist, vil jeg anbefale, at I undlader at kigge nærmere på undersøgelsen. Det kom jeg nemlig til, fordi jeg undrede mig over, hvem der sådan helt objektivt vurderer, i hvilken grad man bidrager med kreative input på sit arbejde. Et kig i den meget videnskabelige rapport afslører, at det gør de 3.327 hollandske svarpersoner selv, fx ved tilkendegivelse af en grad af enighed i udsagnet: ”I contribute significantly to the renewal of products/services for my organisation”.

Man kan på den baggrund spørge, om de, der bruger en stor del af arbejdstiden på sociale medier, måske er dem med det mest udtalte selvbedrag: ”Det kan godt være, at jeg har ”fjæset den” i to timer i dag, men jeg er sgu alligevel den, der er mest innovativ her i biksen”.

Der er også andre spørgsmål, man kan stille. Hvis man nu kan bevise, at brugerne af sociale medier rent faktisk er de mest innovative medarbejdere, så kunne det måske også skyldes, at det er de i forvejen mest kreative, der bruger fx Facebook? Hønen eller ægget?

Nå, der er ingen grund til at researche en god historie ihjel. Eller at undergrave den gode forklaring: ”Ja, chef, jeg er på Facebook. Det er derfor, jeg er så kreativ.” Og vi ved jo godt selv, at vi er mere kreative end de andre …

Ni ud af ti er glade for at blive spurgt

Rundspørger er et glimrende instrument, når man vil sætte fokus på væsentlige emner. Rigtig mange af dem, der udfylder et spørgeskema, er faktisk også glade for at blive spurgt.

Det kan lyde banalt, men det er vigtigt at få understreget. Med god grund er rundspørger nemlig udsat for ret hård kritik, og Krestens og mine indlæg på bloggen omkring bogen ”En ny undersøgelse viser – eller gør den” handler da også især om problemer med repræsentativitet, statistisk usikkerhed og andet bøvl. Det kan forståeligt nok på forhånd afskrække mange samvittighedsfulde mennesker fra at give sig i kast med at udforme og udsende en rundspørge. Man stiller jo sig selv til skue, når man henvender sig til mange mennesker med en række spørgsmål, og der er en chance for endnu flere kritiske øjne, når man formidler sit resultat.

Men der er et væld af vigtige, samfundsmæssige problemstillinger, som er gode at belyse via en rundspørge til en speciel gruppe af svarpersoner, fx 13-åriges forbrug af sovemedicin, skoleelevers viden om geografi, antallet af elevpladser i det offentlige eller håndværksmestres bidrag til sort arbejde.

Jeg har lavet mange rundspørger til specielle målgrupper, og det sker ikke sjældent, at jeg rammer ind i en aktuel problemstilling, som har stor betydning for mange mennesker. Det viser sig blandt andet ved, at svarpersonerne helt af sig selv udtrykker taknemmelighed over at blive spurgt.
”Godt, at I laver en undersøgelse. Jeg håber, at ’de’ snart gider høre på os og ikke bare tage beslutninger hen over hovedet på os,” lød det fra en af de sagsbehandlere, der svarede på en undersøgelse, jeg tidligere i år lavede for HK/Kommunal. Svarpersonen er en af de mange, der risikerer enten at miste sit job eller at få mere end 100 km til jobbet, når det næste år overflyttes til staten.

Medlemmer, medarbejdere, læsere og kunder er glade, når de føler, at deres meninger og vilkår bliver taget alvorligt, og at nogen gider lytte til dem. Jeg indrømmer dog, at jeg ikke kan dokumentere overskriften på dette indlæg. Den blev lavet for at vække opmærksomhed – og for at imødegå den udbredte opfattelse, at ingen længere gider svare på en rundspørge. Det gider de godt, når undersøgelsen ellers er overskuelig, ordentligt udført … og altså også gerne vedkommende.


Ny bog


Kontakt:
post@larsfriis.dk
Tlf. 28877819
Kontor:
Klosterport 4E, 4. sal
8000 Århus C
Cvr-nr. 29469946